Ungeliv

Mad. Det er det værste jeg ved. Det hele startede den gang jeg var knap tre år hvor jeg begyndte til ballet. Forskellen er bare at jeg ikke havde dette madproblem den gang. Jeg går stadig til ballet og jeg er meget dygtig. Så er der bare det at jeg ikke vil spise. Jeg vil være tynd. Mit madproblem startede allerede da jeg næsten var ni år gammel. Anoreksi. Nu vejer jeg 60 kg og er 1m 68cm høj. Jeg er for resten snart 13 år gammel.

Jeg sad i sofaen og så TV. Så kaldte min mor: ”Cecilie, vi skal spise nu!” jeg sukkede. ”Nej. Jeg er ikke sulten og jeg vil ikke spise og det ved du godt.” faktisk rumlede min mave. Jeg var ret sulten, men jeg var fast besluttet på at jeg ikke ville spise så jeg kunne tabe mig. Jeg smed min mad ud i skolen.

Mor kom hen til mig, tog sin bærbar frem og satte sig ved siden af mig. Den var allerede tændt. Jeg så hun skrev BMI på Google. ”Mor” sukkede jeg. Jeg var træt af at hun hele tiden skulle vise mig at jeg var i normal vægt, men jeg mente ikke at man kunne stole på det der BMI noget. Da hun var inde på BMI tastede hun min vægt og min højde ind. ”Se” sagde hun. ”der står at du er i normal vægt og din BMI er 21.3. det kan ikke blive bedre. Hvor mange gange skal jeg sige det til dig før du forstår det? I går fik du lov til at spise et æble i stedet for aftensmad og du spiste det ikke en gang. Jeg så det i skraldespanden og du havde kun taget en bid. I dag skal du spise. Du ser helt perfekt ud. Du skal ikke ændre dig.”

Læs videre her

Det var en varm sommerdag i juli måned. Solen blændede mine øjne imens jeg lå og hørte musik med min nye afspiller i min blomstrende have. Jeg var på vej ind i skyggen da tre af mine venner kom forbi og spurgte om jeg ville med ud i gården og lege. Jeg var lige blevet 9 år så de havde taget en lille gave med, kunne jeg se. "kom så Niels, det kan ikke tage hele dagen at pakke din nye dims væk" sagde en af dem med et humoristisk tonefald. Jeg skyndte mig at lægge den væk og slutte mig til dem. Rigtig nok havde de en gave med. Jeg takkede dem og skyndte mig nysgerrigt at pakke den op. inde i kassen fandt jeg et par Nike air løbe sko som jeg længe havde ønsket mig. Jeg tog dem ærebødigt på og hoppede imponeret frem og tilbage. "ja de er jo ikke bare til pynt vel? Hvem kommer først til gyngerne? "sagde en anden, men inden han nåede at tale færdigt, var alle sprintet af sted. Jeg løb alt hvad jeg kunne imens jeg beundrede kvaliteten af skoene. Jeg var nået over halvejs da jeg begyndte høre stemmer, jeg kendte begge stemmer, men kunne ikke huske hvem det var. Jeg standsede og kiggede mig forvirret omkring. "det er i dag femten år siden" sagde en af stemmerne. Jeg snurrede rundt og opdagede at jeg var fuldstændig udmattet. Der gik ikke lang tid før jeg faldt. Læs videre her

Jeg sad på en af gyngerne på legepladsen og halvgyngede. Jeg tænkte kun på den helt nye Top Model malebog som kostede det hvide ud af øjnene. De plejede ellers ikke at koste så mange penge. Ingen af pigerne fra klassen måtte få den for deres forældre. Heller ikke mig. Der var dog én pige i klassen der sikkert havde fået den. Det var Mia. Den forkælede Mia.

Mias mor er ligeglad med hvad ting koster. Hun kigger ikke engang på prisen. Hvis Mia beder om at få et eller andet, får hun det nogle gange på samme dag, fordi at Mias mor mener at éns barn skal have alt hvad de vil. Det synes mine forældre er helt fjollet. Det mener de fleste forældre i klassen. I hvert fald dem der ved at hende mor er sådan. Måske synes jeg også at det er lidt fjollet, men jeg er i hvert fald jaloux på de fleste ting hun har.

Jeg have aftalt med Hildur min bedste veninde at vi skulle møde på legepladsen hvor vi elskede at lege. Jeg tog min cykel og cyklede hen mod legepladsen. Der var ikke særlig langt, men hele turen derhen tænkte jeg kun på i går hvor vi havde aftalt at mødes og hun havde sagt at hun ville fortælle mig noget når vi var på legepladsen. Var det mon noget godt, sørgeligt eller noget helt andet­­?

Jeg stillede cyklen da jeg kom til legepladsen og så Hildur stå der. Det var aften så den lys vi havde, var fra lygtepælene.  Selvom jeg boede meget tæt på legepladsen, boede Hildur meget tættere. Jeg løb hen til hende. "Du ville fortælle mig noget" sagde jeg. "Ja" sagde hun, "men jeg ville ikke fortælle det på din fødselsdag. Vi er begge 10 år og har kendt hinanden meget længe. Vi er bedste veninder og vi vil aldrig glemme hinanden. Jeg......jeg skal......" Der begyndte at falde tåre ned ad hendes kinder.

Læs videre her