Omgivelser

Vildrose har en beliggenhed i rekreative omgivelser med dejlig natur og massere af plads i Karens Minde området. Der hersker en næsten landsbyagtig atmosfære med lav bebyggelse i de omkringliggende haveforeninger og græssende dyr i Børnenes Dyremark. Citatet er fra en artikel i information om sydhavnen: “Grønne områder, charmerende anderledes boliger i haveforeningerne, social accept og idealisme“.

Her på siden præsenterer vi kort de mange naboer og omgivelser, som medvirker til at gøre Vildrose til det fantastiske fristed og bolig for alle os beboere i Vildrose.

Thomas Koppels Alle

Københavns Kommune har afsat ca. 20. millioner til renovering af Thomas Koppels Alle. Arbejdet påbegyndes ultimo 2009. Se detaljer om projektet i de tre vedhæftede filer nederst på siden.

Børnenes Dyremark

Børnenes Dyremark giver foreningens medlemmer mulighed for at holde hest, høns, geder og kaniner på området som foreningen lejer af Københavns Kommune. Der er mulighed for både selv at holde dyr, blive passer eller halvpart på fælleshesten, eller en af de privatejede dyr eller at man bare kommer for at kigge på dyrene og få sig en gratis oplevelse. Foreningen holder til i Karens Minde Kulturhus.

 

Karens Minde Kulturhus

Sydhavnens perle. Er centrum og samlingssted for rigtigt mange aktiviteter, initiativer og organisationer. Her kan man finde: Sydhavnens Bibliotek, Karens Minde Lauget, Kongens Enghave Lokalhistoriske Forening og Arkiv blandt mange. Følg med og hold dig orienteret på kulturhusets hjemmeside www.kmkulturhus.dk.

Valbyparken

Valbyparken byder på rigtigt mange muligheder. Her kan du finde Rosenhaven, spille discgolf, spise på Cafe Rosenhaven eller benytte en af Danmarks fedeste legepladser. Der er noget for alle. Se kort over de mange haver i Valbyparken i den vedhæftede brochure om Rosenhaven nedenfor.

Sydhavnstippen

Et stort fredet område syd for Vildrose på den anden side af togbanen. Se mere på www.sydhavnstippen.dk. og se et kort over området nedenfor.

H.F. Mozart, H.F. Frederiksholm, H.F Frederikshøj og H.F. Musikbyen

Haveforeningen Frederikshøj er Københavns største af slagsen fra 1925, med 193 husstande, og godt 500 beboere. Til forskel fra en kolonihave er husene her større – mellem 70 og 100 kvadratmeter. Husene bærer tydeligt vidnesbyrd om, at de er blevet til hen ad vejen med deres små tilbygninger og ornamenter, der tyder på hjemmebyg. I naboforeningen ‘Mozart’ fra 1948 er husene noget større end i Frederikshøj – oftest 100-120 kvm. – , og på grund af forskellige interne regler også langt dyrere at flytte ind i. Fælles for haveforeningerne er et utroligt sammenhold og et godt naboskab. Læs mere om haveforeningerne og planer for området i den vedhæftede lokalplan nederst på siden.

Bådklubben Trekanten

Den 28. maj 1916 blev bådforeningen TREKANTEN stiftet af en samling mænd, som havde lejet et stykke jord af stadens økonomikontor. Jordstykket var nær stranden og kunne bruges til ophaling af både.I forbindelse med Øresundsanlæggets etablering blev et stykke af det TREKANTEN havde lejet, på 2290 m2, eksproprieret den 26. oktober 1994 og TREKANTEN blev opsagt til at fraflytte det eksproprierede areal med virkning fra den 31. marts 1995. Det betød at TREKANTEN mistede sit klubhus, en værkstedsbygning og flere af medlemmerne deres skure, da de lå på lejet grund. Det hele endte med at de overtog de 2 jordstykker ved Pumpehusvej, som grænser op til Vildrose. Hvis du er interesseret i at sejle, så tag forbi bådforeningen.

Vedhæftede filer:
IMG_0059
img_0059.jpg (5 MB)

Sydhavnens nyeste oase